prebenlang.com

Nuummioq / Greenland (Directors: Otto Rosing and Torben Bech; Screenwriter: Torben Bech)—A young man’s journey through the exquisite natural landscape of Greenland allows him to piece together elements of his past and move on with his life. Cast: Lars Rosing, Angunnguaq Larsen, Julie Berthelsen, Morten Rose, Makka Kleist, Mariu Olsen. World Premiere

- kopieret fra Sundance Festival’s hjemmeside. se under "WORLD CINEMA NARRATIVE COMPETITION"

Det er dejlligt at se at Grønland formår at markere sig internationalt. Filmen "nuumioq" er udvalgt til at deltage på Sundance Festival, som er en amerikansk festival for såkaldte "smalle film". Film der ikke ligefrem kan kaldes mainstream. Nuumioq skal deltage sammen med 13 andre film og der kåres en vinder i den gruppe. Og endnu mere storslået at de klarede sig mod 1022 konkurenter.

Jeg kan ikke lade være med at tænke at det er en af de større begivenheder i det grønlandske kulturliv. Hvis den gik hen og vandt ville det jo være en blåstempling af Grønland og grønlandsk kultur.

I mandags blev jeg syg. Feber så slem at jeg frøs helt ind til knoglerne og rystede af kulde. Så slemt at jeg knapt kunne bevæge mig. Min mave trak sig sammen og mine tarme vred sig i smerte. Koldsved og hedeture, apetitløshed og væskemangel.

Idag er det tirsdag og jeg er rask igen. Men det fik mig til at tænke. Hvordan kan det være at der er så stor forskel på oplevelsen af at være syg? Nogle, mig selv inklusive, er sådan lidt On/Off-agtige. Enten er vi raske eller også er vi så syge at vi næsten er døde. Andre igen, vælger at blive hjemme bare der er den mindste hovedpine. Hvad er det for et samfund?

Det virker som om at der er nogle mennesker der spekulerer i hvornår de kan lægge sig syge og redde sig en ekstra fridag.  Det går så ud over folk som mig, der bliver "tvunget" til at arbejde, og har svært ved at overbevise en arbejdsgiver om at det er alvorligt.

Der er jo en klar forskel på at være "Syg" og at være "Sløj". Syg kræver medicin og hvile. Sløj betyder bare at man ikke kan yde sit sædvanlige nivaeu.

Lad nu være at med at være så pivede, folkens. En smule hovedpine er altså ikke så alvorligt at man ikke kan arbejde. Bevares, det er da ikke det sjoveste at skulle koncentrere sig når hovedet dunker, men snup en pamol, og så er den klaret. Eller start med et glas vand.

Hvad end i gør: Lad være med at melde jer syge bare fordi i er lidt sløje.

… så kan det godt være at denne blog kommer til at handle om mange forskellige ting. Lige fra politik til musik og alt ind i mellem. Jeg ser denne side som et sted hvor jeg kan ytre mig om alt hvad der rør sig i hovedet på mig.

Ahh. en blank side. Hvad skal man dog skrive. Hmm…

Jo. Jeg har fået smag for Clawfingers tætte besnærende rytmer og deres til tider lettere klaustrofobiske musik. Især "nigger" er jeg vild med. Jeg trives fint med deres faste, bestemte  trommer og deres tvetydige lyrik.

Se det kan vi li.