I mandags blev jeg syg. Feber så slem at jeg frøs helt ind til knoglerne og rystede af kulde. Så slemt at jeg knapt kunne bevæge mig. Min mave trak sig sammen og mine tarme vred sig i smerte. Koldsved og hedeture, apetitløshed og væskemangel.
Idag er det tirsdag og jeg er rask igen. Men det fik mig til at tænke. Hvordan kan det være at der er så stor forskel på oplevelsen af at være syg? Nogle, mig selv inklusive, er sådan lidt On/Off-agtige. Enten er vi raske eller også er vi så syge at vi næsten er døde. Andre igen, vælger at blive hjemme bare der er den mindste hovedpine. Hvad er det for et samfund?
Det virker som om at der er nogle mennesker der spekulerer i hvornår de kan lægge sig syge og redde sig en ekstra fridag. Det går så ud over folk som mig, der bliver "tvunget" til at arbejde, og har svært ved at overbevise en arbejdsgiver om at det er alvorligt.
Der er jo en klar forskel på at være "Syg" og at være "Sløj". Syg kræver medicin og hvile. Sløj betyder bare at man ikke kan yde sit sædvanlige nivaeu.
Lad nu være at med at være så pivede, folkens. En smule hovedpine er altså ikke så alvorligt at man ikke kan arbejde. Bevares, det er da ikke det sjoveste at skulle koncentrere sig når hovedet dunker, men snup en pamol, og så er den klaret. Eller start med et glas vand.
Hvad end i gør: Lad være med at melde jer syge bare fordi i er lidt sløje.